
Som I sikkert ved, bruger folk i stigende grad mobilenheder, når de søger efter produkter og tjenester. I kan nå ud til dem ved at vise søgeannoncer, akkurat som I kan vælge at gøre for at nå ud til personer, der søger via deres computer. Mobilsegmentet er dog anderledes så hvordan ved I, at søgeannoncerne fungerer på mobilenheder? Lad os høre konditoren Rachel forklare, hvorfor hun har valgt at bruge søgeannoncer til mobilenheder. Hun har også tips til at sikre, at annoncerne fungerer optimalt. Vi oprettede mobilspecifikke kampagner baseret på betalt søgning hos Rachel's Kitchen, fordi oplevelsen på en mobilenhed adskiller sig meget fra oplevelsen på en computer, og mobilbrugere får stadig større betydning. Cirka 35 % af trafikken i vores virksomhed stammer fra mobilsøgning. Vi er nødt til at oprette annoncer uden for mange store billeder, der forlænger indlæsningstiden, for ellers mister folk hurtigt interessen. Teksten skal være koncis og "sexet", så de vigtigste oplysninger formidles så klart og tydeligt som muligt. OK, lad os springe ud i det. Jeres virksomhed kan få mange mål opfyldt ved at vise søgeannoncer på mobilenheder. Det kan være flere kunde emner, telefonopkald eller køb, men først er det meget vigtigt, at jeres website er mobilvenligt. Og hvad betyder det så helt præcist? Indlæsningstiden skal være meget kort. Ingen vil vente på, at et website indlæses. Slet ikke brugere med mobilenheder. Derefter skal I sørge for, at jeres website har det rette udseende og fungerer efter hensigten på alle mobiltyper. I skal også sørge for, at jeres website er brugervenligt for mobilbrugere. Det vil sige store knapper, der er lette at se og klikke på, minimalt behov for indtastning og enkle navigationsmuligheder. Hvis disse ting ikke er opfyldt på jeres website, er det der, I skal starte, for hvis I ikke får løst disse problemer nu, bruger I penge på at sende folk videre til en dårlig websiteoplevelse, og det er ikke til gavn for nogen. Heldigvis er der masser af værktøjer, I kan bruge til at gøre jeres website mere mobilvenligt. OK, lad os sige, at jeres website er mobilvenligt og klar til at sikre jer mere trafik. Ligesom det er tilfældet med enhver anden søgekampagne, skal I vælge de søgeord, der skal udløse visning af jeres annoncer. I kan bruge de søgeord, I bruger i en almindelig søgekampagne, men husk: Mobilbrugere søger ikke nødvendigvis på samme måde på en mobiltelefon som på en stationær eller bærbar computer. De bruger tit kortere og mere enkle termer. Lad os sige, I har et VVS-firma i Nordkøbenhavn. Folk med bærbar computer bruger måske termer som "blikkenslagere i Hellerup", men når de søger via deres mobiltelefon, søger de måske på "dryppende vandhane" eller "tilstoppet køkkenvask". Hvordan finder man ud af, hvilke søgetermer der bruges hyppigst på mobilenheder? Det er der nogle glimrende værktøjer, I kan bruge til, f.eks. Googles Søgeordsplanlægning eller Bings søgeordsværktøj. Med dem kan I undersøge en søgeterm, I er interesserede i, og få oplysninger om, hvor mange søgninger efter en term, der blev foretaget på moblienheder, i procent. Hvis I bruger lidt tid på det, kan I finde nogle meget effektive søgeord til mobilsøgning. Søgeord med relevans for jeres virksomhed, som ofte benyttes af mobilbrugere. Lad os se på selve annoncerne. Folk, der søger via en mobilenhed, er som regel meget fokuserede på at fuldføre en konkret opgave. En person, der søger efter en blikkenslager via sin mobilenhed, søger sandsynligvisikke kun for sjov, men har brug for hjælp her og nu. Derfor skal annoncen omhandle den konkrete opgave, som jeres kunder forsøger at fuldføre. Hvis en person søger efter "utæt badekar", skal annonce ikke handle om, at I klarer alle former for blikkenslagerarbejde. Vis i stedet en annonce med oplysninger om, at I kan løse alle problemer med badekar her og nu. Så er der ingen tvivl om, at man bør vælge jeres virksomhed. Vi har nu været inde på mobilvenlige websites, landingssider, effektive søgeord og fokus for jeres annoncer. Her er endnu et par tips og tricks, I bør kende. Det første tip er måske indlysende, men I får det alligevel. Hvis I har oprettet søgeannoncer, der er målrettet mod mobilbrugere, skal I sørge for, at mobilbrugerne rent faktisk ser dem. Hvis I ikke ønsker, at jeres annoncerogså skal vises for personer, der søger via en computer, kan I fravælge dette. På søgemaskiner som Google og Bing kan I angive bestemte annoncer som "mobilforetrukne", hvilket vil sige, at computerbrugere ikke får vist jeres mobilannoncer og omvendt. Det er en nem og hurtig metode til at sikre, at oprettelsen af effektive mobilannoncer bærer frugt. Og så lige et tip til: Mobilbrugeres adfærd adskiller sig fra computerbrugeres adfærd, og det kan afspejles i den pris, I vælger at betale for jeres annoncer. Lad os sige, at I har kørt en effektiv søgeannoncekampagne, men at I tjekker jeres analysedata og konstaterer, at der er 10 % mindre sandsynlighed for, at mobilbrugere udfylder jeres kontaktformular. I så fald kan I bruge en såkaldt budjustering til at sænke prisen med 10 % for annoncevisning på mobilenheder. Budjustering kan være med til at sikre, at I bruger jeres budget fornuftigt og får mest muligt for pengene. OK. Nu har vi set på en række teknikker til at gøre søgeannoncer effektive på mobilenheder. Husk! Et mobilvenligt website er altafgørende. Undersøg, hvilke typer søgeord kunderne typisk bruger, når de søger via deres mobiltelefon. Sørg for, at jeres annoncer har et konkret fokus, og sørg for at udnytte de særlige funktioner, I kan bruge til jeres annoncekampagner. Hvis I har styr på disse ting, er I så godt som sikre på at få succes.
Højdepunkter
Ved at vise mobilsøgningsannoncer kan du få din virksomhed vist for potentielle kunder på præcis det øjeblik, hvor de leder efter dit produkt eller dine tjenester. Denne video kommer ind på:
- Vigtigheden af at have et mobilvenligt website
- At bruge de rigtige søgeord og annoncer
- Særlige funktioner for mobilsøgekampagner