Om Google Succes Online

Google Succes Online

Siden 2012 har Google Succes Online afholdt gratis arrangementer i hele landet og undervist mere end 75.000 virksomheder, studerende, ledige og kontoransatte i digitale værktøjer. Undervisningen fra Succes Online har hjulpet en lang række virksomheder med at vokse, sørget for at studerende, ledige og kontoransatte er kommet i arbejde, samt sikret at virksomheder har fundet de rette medarbejdere. Målsætningen for 2020 er klar: alle borgere og virksomheder skal have mulighed for at opkvalificere deres digitale kompetencer gratis gennem Succes Online. Bag initiativet står Google i samarbejde med Erhvervsstyrelsen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, ASE, FDIH, IT-Branchen og IVÆKST.

Danmark som digital frontløber

Digitalisering og ny teknologi baner vejen for nye muligheder for borgere, virksomheder og samfund, fordi det giver økonomisk vækst, forbedrer livskvalitet og skaber nye jobs. Danmark er et af de lande i verden, der har været først og hurtigst til at omfavne digitaliseringen, men der er fortsat et stort behov for uddannelse og opkvalificering, hvis alle skal have del i gevinsterne ved digitalisering. Google Succes Online giver derfor alle danskere mulighed for at udnytte gevinsterne ved digitalisering ved at tilbyde gratis undervisning til alle.